Forberedelse til gulvafslibning

08 December 2020 Maya Hindsberg

editorial

Uanset om du vælger at slibe dine gulve selv eller hyre nogle, så kan du med stor fordel sørge for, at forberedelsen bliver gjort ordentligt – både for din egen skyld, men også for dem der skal slibe dit gulv.

Der er nogle ting, som er universelt gode at gøre, men ellers er det altid en fin ide at ringe til det firma, du har hyret, og spørge om de har nogle specifikke behov. 

Skal du afdække inventar?

De fleste slibemaskiner har sug og vil opsamle 95% af støvet. Det betyder dog ikke, at det helt kan undgås, at der bliver efterladt en lille smule støv i rummet. Det anbefales derfor at flytte møblerne fra rummet, så godt, som det nu er muligt. Hvis det ikke er muligt, kan du bruge afdækningsplast til at afdække møbler og lignende inventar, som ikke kan flyttes. Det kan f.eks. tænkes, at det er en bogreol, som er boltret til væggen, et tv, eller en dør. 

Du kan købe afdækningsplast og tape i de fleste byggemarkeder, og kan bruge dem til f.eks. at afdække køkkenet og tape åbninger til, så de ikke samler støv. Det bedste er dog, at du får fjernet alle møbler, som kan fjernes.

 

Skal man gøre noget ved gulvet inden?

Gulvet skal hverken støvsuges eller vaskes, før du begynder at slibe gulvet. Det er dog en god ide at feje gulvet, inden du begynder, da det fjerner små partikler.

Har du derudover åbninger i gulvet, bør du få repareret disse inden slibningen. Det gør du ved at spartle dem. Det gør du med plastisk træ, som kan købes i et byggemarked i forskellige farver. Der vil altså også være en, der passer til dit trægulv. Det er vigtigt, at det når at hærde, inden slibningen begynder, da du ellers risikerer et dårligt resultat.